Kontakt

Galleri

Lyd

LINKS

Se Alle Links

IND OG UD AF MUSIKKEN

med Mogens Christensen og Oboboom

Oboboom
I Østsjælland findes en forening under Musik & Ungdom med det noget ori­ginale navn Oboboom . Ved analyse af nav­net finder vi betydnings­delene obo og boom . Flere fortolknings­muligheder trænger sig på: obo­infla­­tion ?, oboernes himmelflugt ?, oboist­ekskalation ? Mulig­hederne er mange og skøre. Men ret be­set er tanker­ne bag forening­ens op­ret­telse slet ikke så langt endda fra disse måske lidt ironiske ud­læg­ninger. For man kan sige, at foren­ingens hoved­formål i sidste instans er et forsøg på netop lidt "oboinflation" - næret af et ønske om at styrke oboens føde­kæde. Ambi­tionerne er dels en til­vækst af oboelever på musikskolerne, dels op­bygning af et musik-socialt netværk for eleverne og dels i det hele tag­et synlig­gørelse udadtil af dette for man­ge frem­me­de in­stru­ment.

Team-Obo
Obo-boom samarbejder til daglig med obolærer­samarbejdet, Team-Obo, der består af oboisterne Eva Holck, Birgitte Eriksen og Kirsten Ajstrup. Læs mere på: www.team-obo.dk

Oboboom har i de seneste år grebet mu­sik­formidling - og måske mere snævert "oboformid­ling" - an på forskellige og kreative måder. Først blev det til en plads i Guinness Rekordbog for mønst­ringen af det største oboensem­ble no­gen­sinde. Siden har foreningen ved en række koncerter og arrange­men­t­er kon­stant forsøgt at udbrede kendskabet til oboen samt rykke ved de tradi­tionelle fore­stillinger om obo­instrumentets mu­si­­kalske anvendelsesmuligheder.

Senest har for­eningen forsøgt at gri­be "obofor­midlingen" virkelig usæd­vanligt an. Sam­men med komponist og profes­sor i bl.a. musik­formid­ling ved Vest­jysk Musikkonser­vatorium, Mogens Chris­tensen samt obolærersamarbejdet Team-Obo, satte 25 obo­­elever på alle niveauer fra 18 musik­sko­ler hin­anden stævne ved et musikal­sk todages-arrangement med den klare hensigt at lave en kom­posi­tion. Og det er vist al­drig sket før! Her følger en før­stehånds­beretning og nogle betragtning­er fra arran­ge­men­tet, der forløb hen ov­er en weekend i november sid­ste år på Allerød Musikskole.

Uden mulighed for at foretage nogen form for musikalsk notation blev for­skel­­lige grupper af oboelever samt en obolærergruppe sat til at skabe deres egen, ori­ginale musik. Så kort kan det næsten opsummeres. Eneste formelle krav til musikken var, at den skulle kun­ne spilles af kom­ponist­erne selv. Ellers var de musi­kalske frembringelser som udgangspunkt helt intuitive og umiddel­bare. Og dog - så kort og enkelt kan det nok alligevel ikke ridses op. For mu­sik fun­gerer jo som regel bedst, når den har en styring. Det intuitive og umiddel­bare kan være godt, men det må styres. Styr­ing kan fx være en retning, et spæn­d­ings­­forhold eller en nuancevaria­tion i musikken. Det kan være snart sagt hvad­ som helst . Men den uerfarne kom­po­nist - og dem var der mange af ved Obo­boom-arrangementet - mangler ger­ne nogle redskaber til at foretage en sådan styring. Og det var her, Mogens Chris­ten­­sen kom ind i billedet. Den fuldbe­far­ne kom­ponist og musikfor­mid­lers rolle blev først og frem­mest at struktur­ere og styre al den heftige, mu­si­kalske energi, som blev lagt for dagen af de mange komponist­spirer hen over week­en­den.

Et typisk kompositionsforløb bestod i, at en obogruppe afgrænsede en tone­række og fik lov at eksperimentere snart sagt helt minimalistisk med den. Den kunne spilles forfra og bagfra, som en me­lo­di eller én toneklynge, inden for en oktav eller spredt over 3 oktaver. Her satte kun oboelev­ernes spilletekniske evner en grænse for udfoldelserne. To eller flere obogrupper blev herefter sat sammen og skulle så spille hver deres tonevariationer for, med og oven i hin­an­den. Herefter fik grupperne til opgave at stjæle en idé fra en af de andre grup­per og så integrere den i en eller anden form i deres oprindelige stykke. Idéen kunne fx integreres ved at blive vævet ind i stykket og langsomt tage over - en slags metamorfose. Idéen kunne også som modsæt­ning til den gradvise meta­morfose bryde pludseligt og brutalt ind stykket. Der blev løb­ende arbejdet hen imod med en sammenføjning af alle weekendens enkelte, musikalske frem­bringel­ser til én stor rapsodi, eller mega­mix på nudansk.

Denne skabelsesproces var utrolig spæn­dende at være en del af. Mogens Christensen var god til at knytte nogle forestillingsbilleder til de klangflader og melodiforløb, som blev frembragt. Dette hjalp deltagerne til bedre at arbejde vid­ere med idéerne og til at spille musikken så nuanceret som muligt. En anden vig­tig faktor i skabelsesprocessen var selve rummet. Ofte tog grupperne af oboele­ver opstilling i koncentriske cirkler, hvor­ved musikken kunne for­nemmes som en stor formation med en kerne med flere lag udenom.

Idet musikken jo ikke blev foreviget på nodepapir, skulle den fastholdes i kom­po­nisternes/de ud­øvendes egen hukom­melse gennem hele forløbet. Og her lå en af projektets måske allerstør­ste for­tjen­ester. For det lod sig vitterligt gøre til slut i forløbet at optræde med den store fællesrapsodi ved en afslutnings­koncert for ind­budte gæster! Og det lod sig vel hovedsageligt gøre, netop fordi musikken var så personlig. Det, man selv har skabt, behersker man nu engang langt mere suverænt end det, andre har skabt. Når en oboelev fx skal spille Schu­manns oboromancer, er det til syv­ende og sidst ud fra et kvalifi­ceret bud på, hvor­dan Schumann formentlig ville have haft det til at lyde. Når en obo­­elev skal spille sin egen musik, er det deri­mod en noget anden oplevelse. Man lukker øj­nene og spiller derudad! Og man husker det meget bedre. Det skulle næsten være overflødigt at supplere med, at dette nok ikke kun gælder for elever på obo.

Weekendens oplevelser bragte på man­ge må­der obo­eleverne utro­lig tæt på musikken, tættere end de måske havde været før. De fik for en stund lov til at gå helt ind i musikken og være med­skab­ende aktører i den. Og de lærte for så vidt også at tage stil­ling til musik. I en af komponistprojektets faser skulle arbejdsgrupperne fx sortere deres egne mere 'middelmådige' frembringelser fra de mere 'mesterlige' og så koncentrere sidstnævnte i korte, musikalske minia­turer. I udvælgelsen var der som regel overbevisende enighed om, hvad der var godt, og hvad der var stads. Begynder­elever, der kunne spille bare 5 toner på deres instru­ment, havde klare forestil­linger om musikkens format.

Når der ses tilbage på weekendarrange­mentet, må det siges at have været en stor musikalsk oplevelse for alle deltag­ere. Der kunne generelt spores lutter be­gejstring over, at der blev åbnet op for helt nye veje ind i musikken. Erfar­inger­ne med at kreere sin egen musik giver pludselig en oplevelse af at bevæge sig indefra og ud af musik­ken og ikke kun - som i den typiske mu­­sikinterpre­ta­tion - udefra og ind. Og den slags erfaringer er uvur­derlige, fordi de supplerer den tra­ditionelle mu­sikundervisning med noget yderst vig­tigt. Dels lærer man at lytte til musik "indefra". Og dels bliver man be­gejstret, når man oplever musik­ken på en ny må­de.

Når det i musikformidlingskredse debat-teres, hvordan man sikrer den nok så omtalte fødekæ­des opret­hol­d­else inden for klassisk musik, skal der herfra gives de varmeste anbefalinger til en efterføl­gelse af vores projekt. Der er stensikker boomgaranti.

Martin Hauerberg Olsen
deltager og medlem af Obobooms bestyrelse

Fødekæde
Begrebet fødekæde inden for den klas­sis­ke musik har været vældigt debatteret i de senere år. En søgning på Google gi­ver 739 hits, når der søges alene på mu­si­kalske fødekæde . Og man vil desuden bemær­ke, at disse hits typisk drejer sig om problemer, der tilsyneladende er for­bund­et med denne fødekæde og dernæst om de initiativer, der skal komme pro­b­lemerne til livs. Og initiativer er der man­­ge af. Landsdelsorkestrene arran­ger­er børnekoncerter som aldrig før. Der laves musikalske byggestensprojek­ter. 'Unge komponerer'. Danmarks Ra­di­o lancerer P2 Piccolo. Musikformid­ling er noget, der prioriteres højt. Og det gælder også i Oboboom og Team-Obo.