
Myter om Obospil
Læs Mere
Guinnes rekord:
søndag 10 juni 2007
Læs Mere
IND OG UD AF MUSIKKEN
med Mogens Christensen og Oboboom
Oboboom
I Østsjælland findes en forening under Musik & Ungdom med det noget originale navn Oboboom . Ved analyse af navnet finder vi betydningsdelene obo og boom . Flere fortolkningsmuligheder trænger sig på: oboinflation ?, oboernes himmelflugt ?, oboistekskalation ? Mulighederne er mange og skøre. Men ret beset er tankerne bag foreningens oprettelse slet ikke så langt endda fra disse måske lidt ironiske udlægninger. For man kan sige, at foreningens hovedformål i sidste instans er et forsøg på netop lidt "oboinflation" - næret af et ønske om at styrke oboens fødekæde. Ambitionerne er dels en tilvækst af oboelever på musikskolerne, dels opbygning af et musik-socialt netværk for eleverne og dels i det hele taget synliggørelse udadtil af dette for mange fremmede instrument.
Team-Obo
Obo-boom samarbejder til daglig med obolærersamarbejdet, Team-Obo, der består af oboisterne Eva Holck, Birgitte Eriksen og Kirsten Ajstrup. Læs mere på: www.team-obo.dk
Oboboom har i de seneste år grebet musikformidling - og måske mere snævert "oboformidling" - an på forskellige og kreative måder. Først blev det til en plads i Guinness Rekordbog for mønstringen af det største oboensemble nogensinde. Siden har foreningen ved en række koncerter og arrangementer konstant forsøgt at udbrede kendskabet til oboen samt rykke ved de traditionelle forestillinger om oboinstrumentets musikalske anvendelsesmuligheder.
Senest har foreningen forsøgt at gribe "oboformidlingen" virkelig usædvanligt an. Sammen med komponist og professor i bl.a. musikformidling ved Vestjysk Musikkonservatorium, Mogens Christensen samt obolærersamarbejdet Team-Obo, satte 25 oboelever på alle niveauer fra 18 musikskoler hinanden stævne ved et musikalsk todages-arrangement med den klare hensigt at lave en komposition. Og det er vist aldrig sket før! Her følger en førstehåndsberetning og nogle betragtninger fra arrangementet, der forløb hen over en weekend i november sidste år på Allerød Musikskole.
Uden mulighed for at foretage nogen form for musikalsk notation blev forskellige grupper af oboelever samt en obolærergruppe sat til at skabe deres egen, originale musik. Så kort kan det næsten opsummeres. Eneste formelle krav til musikken var, at den skulle kunne spilles af komponisterne selv. Ellers var de musikalske frembringelser som udgangspunkt helt intuitive og umiddelbare. Og dog - så kort og enkelt kan det nok alligevel ikke ridses op. For musik fungerer jo som regel bedst, når den har en styring. Det intuitive og umiddelbare kan være godt, men det må styres. Styring kan fx være en retning, et spændingsforhold eller en nuancevariation i musikken. Det kan være snart sagt hvad som helst . Men den uerfarne komponist - og dem var der mange af ved Oboboom-arrangementet - mangler gerne nogle redskaber til at foretage en sådan styring. Og det var her, Mogens Christensen kom ind i billedet. Den fuldbefarne komponist og musikformidlers rolle blev først og fremmest at strukturere og styre al den heftige, musikalske energi, som blev lagt for dagen af de mange komponistspirer hen over weekenden.
Et typisk kompositionsforløb bestod i, at en obogruppe afgrænsede en tonerække og fik lov at eksperimentere snart sagt helt minimalistisk med den. Den kunne spilles forfra og bagfra, som en melodi eller én toneklynge, inden for en oktav eller spredt over 3 oktaver. Her satte kun oboelevernes spilletekniske evner en grænse for udfoldelserne. To eller flere obogrupper blev herefter sat sammen og skulle så spille hver deres tonevariationer for, med og oven i hinanden. Herefter fik grupperne til opgave at stjæle en idé fra en af de andre grupper og så integrere den i en eller anden form i deres oprindelige stykke. Idéen kunne fx integreres ved at blive vævet ind i stykket og langsomt tage over - en slags metamorfose. Idéen kunne også som modsætning til den gradvise metamorfose bryde pludseligt og brutalt ind stykket. Der blev løbende arbejdet hen imod med en sammenføjning af alle weekendens enkelte, musikalske frembringelser til én stor rapsodi, eller megamix på nudansk.
Denne skabelsesproces var utrolig spændende at være en del af. Mogens Christensen var god til at knytte nogle forestillingsbilleder til de klangflader og melodiforløb, som blev frembragt. Dette hjalp deltagerne til bedre at arbejde videre med idéerne og til at spille musikken så nuanceret som muligt. En anden vigtig faktor i skabelsesprocessen var selve rummet. Ofte tog grupperne af oboelever opstilling i koncentriske cirkler, hvorved musikken kunne fornemmes som en stor formation med en kerne med flere lag udenom.
Idet musikken jo ikke blev foreviget på nodepapir, skulle den fastholdes i komponisternes/de udøvendes egen hukommelse gennem hele forløbet. Og her lå en af projektets måske allerstørste fortjenester. For det lod sig vitterligt gøre til slut i forløbet at optræde med den store fællesrapsodi ved en afslutningskoncert for indbudte gæster! Og det lod sig vel hovedsageligt gøre, netop fordi musikken var så personlig. Det, man selv har skabt, behersker man nu engang langt mere suverænt end det, andre har skabt. Når en oboelev fx skal spille Schumanns oboromancer, er det til syvende og sidst ud fra et kvalificeret bud på, hvordan Schumann formentlig ville have haft det til at lyde. Når en oboelev skal spille sin egen musik, er det derimod en noget anden oplevelse. Man lukker øjnene og spiller derudad! Og man husker det meget bedre. Det skulle næsten være overflødigt at supplere med, at dette nok ikke kun gælder for elever på obo.
Weekendens oplevelser bragte på mange måder oboeleverne utrolig tæt på musikken, tættere end de måske havde været før. De fik for en stund lov til at gå helt ind i musikken og være medskabende aktører i den. Og de lærte for så vidt også at tage stilling til musik. I en af komponistprojektets faser skulle arbejdsgrupperne fx sortere deres egne mere 'middelmådige' frembringelser fra de mere 'mesterlige' og så koncentrere sidstnævnte i korte, musikalske miniaturer. I udvælgelsen var der som regel overbevisende enighed om, hvad der var godt, og hvad der var stads. Begynderelever, der kunne spille bare 5 toner på deres instrument, havde klare forestillinger om musikkens format.
Når der ses tilbage på weekendarrangementet, må det siges at have været en stor musikalsk oplevelse for alle deltagere. Der kunne generelt spores lutter begejstring over, at der blev åbnet op for helt nye veje ind i musikken. Erfaringerne med at kreere sin egen musik giver pludselig en oplevelse af at bevæge sig indefra og ud af musikken og ikke kun - som i den typiske musikinterpretation - udefra og ind. Og den slags erfaringer er uvurderlige, fordi de supplerer den traditionelle musikundervisning med noget yderst vigtigt. Dels lærer man at lytte til musik "indefra". Og dels bliver man begejstret, når man oplever musikken på en ny måde.
Når det i musikformidlingskredse debat-teres, hvordan man sikrer den nok så omtalte fødekædes opretholdelse inden for klassisk musik, skal der herfra gives de varmeste anbefalinger til en efterfølgelse af vores projekt. Der er stensikker boomgaranti.
Martin Hauerberg Olsen
deltager og medlem af Obobooms bestyrelse
Fødekæde
Begrebet fødekæde inden for den klassiske musik har været vældigt debatteret i de senere år. En søgning på Google giver 739 hits, når der søges alene på musikalske fødekæde . Og man vil desuden bemærke, at disse hits typisk drejer sig om problemer, der tilsyneladende er forbundet med denne fødekæde og dernæst om de initiativer, der skal komme problemerne til livs. Og initiativer er der mange af. Landsdelsorkestrene arrangerer børnekoncerter som aldrig før. Der laves musikalske byggestensprojekter. 'Unge komponerer'. Danmarks Radio lancerer P2 Piccolo. Musikformidling er noget, der prioriteres højt. Og det gælder også i Oboboom og Team-Obo.